Hjemmelavet honningbrød - opskrift

Deas Honningbrød

Opskriften her stammer oprindeligt fra Politiken, og det er ikke fordi, originalen fejler spor, men nogle gange er man ude efter et lidt andet resultat. Denne opskrift, som er fremkommet efter mange testbagninger, er meget lækker – nærmest en honningkage, men der er hverken æg, raffineret sukker eller fedtstoffer i den. Honningbrødet smager fantastisk med tandsmør til morgenkaffen, og det holder sig frisk længe. Vi gør som regel det, at vi bager et helt brød, og fryser halvdelen ned til senere brug.

Det kan lyde af meget at bruge næsten en hel dåse honning på et brød, men du skulle prøve det, inden du falder bagover! Har du ikke en hel dåse, så kan du substituere en del af honningen med en mørk sirup, f.eks. en muscavado-sirup. Skulle du ikke ligge inde med fintmalet rugmel, kan du i stedet bage brødet med rent hvedemel, men så er den samlede mængde 375 g. Det kan ikke anbefales at anvende fuldkornsmel i dette tilfælde. Det suger for meget væske, og brødet ender med at knase lidt. Vær ikke bange for at tilsætte den mængde krydderier, der står anført, selvom det måske kan lyde af meget.

Brug en almindelig, aflang brødform. Du kan både piske ingredienserne sammen i hånden eller i maskine. Det gør ikke den store forskel. Det, der reelt kommer til at gøre en forskel, er kvaliteten af dine ingredienser. Vælg en lokal og ubehandlet honning, f.eks. fra Tolykkegård. Brug økologisk yoghurt og økologisk mel – smør skiverne med økologisk smør. Så har du både gjort noget godt for dig selv og for naturen!

Honningbrød

1 brød

Ingredienser
Fremgangsmåde
375 g. honning
200 g. yoghurt naturel
290 g. hvedemel
75 g. rugmel (fintmalet)
2 tsk. stødt ingefær
2 tsk. stødt kanel
1 tsk. stødt nellike
1 tsk. stødt allehånde
0,5 spsk. natron
Et nip flagesalt
Tænd ovnen på 150 grader
Pisk honning, yoghurt og salt sammen
Si mel, krydderier og natron ned i en anden skål
Bland de tørre ingredienser i de våde
Hæld dejen i en brødform foret med bagepapir
Glat toppen ud
Bag nederst i ovnen i 1 time og 25 min (test med gaffel)
Servér skåret i rugbrødstynde skiver og smør
Posted in Opskrifter and tagged , , , , , .