spinatcrostini

Spinat crostini

Crustini Rustici con spinaci er en klassisk, italiensk antipasti (forret) fra Toscana. På Tolykkegård spiser vi spinat-crostini, når vi mest har lyst til en let og nem aftensmad. Vi laver bare, så antallet passer med, at vi bliver mætte. Man kan spise en del, fordi de smager bare rigtig godt!

Vi smagte retten for første gang tilbage i 2003, og har siden lavet den med jævne mellemrum. Vi bruger vores eget røgede lammekød, hvor man traditionelt ville have brugt en god parmaskinke. Osten kan varieres i det uendelige, prøv f.eks. at erstatte parmesanen med en Thybo eller en Vesterhavsost. Måske du har et lokalt mejeri, der kan en god ost? Og køb et par gode flûtes hos din lokale bager. Spinaten, den skal selvfølgelig være frisk og økologisk – det samme gælder for ægget. Du kan godt bruge et lille løg eller et skalotteløg i stedet for forårsløget, men så skal det på panden før kødet og lige have lidt længere tid til at klare.

Opskriften herunder er stærkt inspireret af en opskrift i bogen Trattoria fra 1996 af Mary Beth Clark.
Her rækker den til 4 personer som forret, og til 2 personer som et let aftensmåltid.

Spinat-crostini

2-4 personer

Ingredienser
Fremgangsmåde
Ekstra jomfru olivenolie
3 spsk. røget lammekød i små tern
1 forårsløg, finthakket
500g. frisk spinat uden stilke, grofthakket
1 stort æg
2 spsk. revet parmesan
1 spsk. piskefløde
Salt og peber
8 skiver godt brød
Hvidløg
8 skriver ost, f.eks. emmentaler
Sauter kødet og forårsløgene i lidt olie ved jævn varme i et minuts tid
Skru op for varmen og tilsæt spinaten
Sauter videre i 2-3 min. til spinaten er faldet sammen
Hæld blandingen i et dørslag
Tryk overskydende væde af med en ske
Afkøl
Forvarm ovnen (grill)

Pisk ægget og tilsæt parmesan og piskefløde i en stor skål
Rør godt sammen
Smag til med salt, peber og muskatnød
Tilsæt spinatblandingen og rør godt rundt

Rist brødet, til det er gyldent
Halvér et hvidløgsfed og gnid brødet med det
Fordel fyldet på brødskiverne (dryp af i hulske først)
Fyldet skal helt ud til kanten af skiverne!
Læg en skive ost på hvert brød
Sæt brødene i ovnen under grillen til osten er smeltet (1-2 min.)

Server straks!

Udgivet i Opskrifter og tagget , , , , .